På en skovskråning ned til Mariager Fjord er Danmarks første trætop-hotel sat på et fundament af store stålskruer – som både skåner træernes rødder og er nemt at etablere.

I en skov ned til Mariager Fjord er landets første trætop-hotel skudt op. Ved Als Odde har firmaet Løvtag etableret den første af ni planlagte hytter otte meter oppe i træerne, som er målrettet designbevidste byboere. Her kan de tjekke ud af det hektiske storbyliv og ind i skovens dybe stille ro, med fuglekvidder i øjenhøjde og puslende rådyr nede i skovbunden.

Eksklusiv designerhytte
Den halvanden million kroner dyre arkitekttegnede hytte er eksklusivt udført i bedste skandinaviske designtraditioner og udformet som et boksformet træmodul med fire metalbeklædte udkragninger.

En hængebro fører fra skovbunden op til indgangspartiet og videre ind i en etværelses minilejlighed med dobbeltseng, køkken, toilet og udendørs bad. Gulv, vægge og loft er i lyst træ, og en trappe fører op til en træbelagt tagterrasse med bord og stole, hvor en ørred fra fjorden kan nydes under en skyggende parasol af trætoppens grangrene.

Skånsomt mod rødderne
Den færdige hytte blev taget i brug midt på sommeren og er etableret så den både skåner træet og dets rødder mest muligt. Hytten hænger ikke på selve grantræet, men står på fire slanke stålsøjler, der er indbyrdes afstivede og monteret på solide skruefundamenter.

Ifølge Lasse Lybæk, som er uddannet Skov- og landskabsingeniør og medejer af Løvtag, var det et oplagt valg at bruge Krinner-skruefundamenterne fra Fremtidens Fundament. Fundering med beton kunne nemlig beskadige trærødderne for meget og dermed svække træerne og gøre dem usikre.

– Det var vigtigt at finde en alternativ funderingsløsning, der kunne behandle rodnettet så nænsomt som muligt. Især fordi vi benytter os af grantræer, hvor rødderne ligger lige ved overfladen. Derfor skal vi bygge forsigtigt, så det ikke skader for meget, forklarer Lasse Lybæk, der selv er vokset op i skoven og har bygget træhytter i den som dreng.

Flere trætop-hoteller på vej
Sammen med sin bror og et par partnere har han etableret Løvtag, der satser på at tiltrække byboere med et højt indkomstniveau og et højt stressniveau. De kommer sjældent ud i naturen, men længes efter den.

– Hvis det går godt, kan det betale sig at bygge flere hytter. De skal bygges med respekt med naturen. Vi kan også tage vores koncept og brede det ud til andre skove, fortæller Lasse Lybæk.

Krævede et ekstra stærkt fundament
– Et rigtigt spændende projekt, hvor skruefundamenterne nærmest var en forudsætning for at det kunne realiseres. Terrænet og skoven ville gøre det meget dyrt og besværligt at støbe betonfundamenter, hvor risikoen for at skade rødderne og slå træet ihjel ville være meget stor, fortæller Rune Roepstorff Nissen, fra Fremtidens Fundament.

Hytten er højt placeret på en stejl skråning og står uden støtte eller aflastning fra træet, så der er stor belastning på fundamentkonstruktionen. Samtidig skal byggeriet leve op til ret strenge byggeregler, fordi det som hotel er et udlejningsbyggeri.

– Det krævede et meget stærkt fundament, og efter jordbundstest og testskruning i jordlagene tæt på træet, valgte vi at fundere med otte KSF V 89×2000-M24, hvor halvdelen er forlænget en halv meter yderligere. Skruefundamenter i en størrelse og stålkvalitet, der er stærkt og langtidsholdbart i jordbundens miljø, og som kunne installeres optimalt i bakkens temmelig hårde sand, forklarer han.

Ingen rodskader og skruefundamenter kan nemt fjernes igen
Skruefundamenterne er forbundne gennem topbeslag, der er tilpasset på stedet, og hyttens søjler er sat på dem.

– Beslagene fordeler lasterne fra hytten, så vi kunne placere skruerne individuelt, hvor der var plads uden at beskadige rødderne. Skruefundamenterne går lige langt ned i jorden og kan fjernes igen, hvis byggeriet en dag skal flyttes.

Selv om bakken flere steder hælder over 20 grader, kunne den bæltedrevne skruemaskine nemt køres frem til de udvalgte monteringssteder, fordi maskinen flytter vægten godt rundt.

Trods kompleksiteten i opgaven tog fundamenteringen blot en dag og uden at fjerne buske eller mindre træer. Så naturen er helt intakt omkring hytten – til glæde for skovens og hotellets gæster.