Et nyt Næste Skur er ved at blive opført i Lyngby. Det er beboerne i Hollandshuset på Lyngby Hovedgade 104, der får et nyt stort affaldsskur af genbrugte byggematerialer. Omme i gården sætter Fremtidens Fundament 21 skruefundamenter, som skal bære det godt 60 kvm store skur. Skruerne er 3-meter lange og installeres direkte gennem asfaltbelægningen.

– Beboerne får ganske vist et affaldsskur, for det havde de brug for, men skuret kan så meget andet også. Man kan rydde den store midtersektion og slå katten af tønden eller afholde andre sociale aktiviteter. Det er skuret designet til, ligesom det bliver mødested for beboerne i dagligdagen, fortæller Niels Jakubiak fra byggevirksomheden Næste, som står bag Næste Skur.

Næste Skur hed tidligere Reskur og er et samarbejde mellem en række af byggeriets aktører om at genbruge de store mængder af kvalitetstræ og tegl af høj kvalitet, som stammer fra byggebranchens nedrivninger og ombygninger.

Især fra tagrenoveringer fås mange materialer, som stadig har en lang restlevetid. Byggevirksomheden Næste upcycler materialerne som bruges til uopvarmede affaldsrum, cykelskure og carporte, der typisk passer ind i boligforeningers gårde og fællesarealer.

Fra nedrivninger sendes materialerne til Næstes byggefabrik, som fremstiller elementer designet til det enkelte projekt. Takket være præfabrikationen kan et Næste Skur opsættes i løbet af en uge på de installerede skruefundamenter, og den samlede opførelsestid er derfor meget kort. Her passer fundamentskruer perfekt ind i visionen om et omkostningslet bæredygtigt byggeri, der er let at etablere.

Næste Skur er resultatet af en Realdania-konkurrence, Circular Construction Challenge, som Krydsrum Arkitekter sammen med Enemærke & Petersen vandt med et projekt, der oprindeligt hed Reskur. Projektet, der modtog 1 million kroner i støtte, førte senere til etableringen af design- og byggevirksomheden Næste, som i dag er et samarbejde mellem Krydsrum Arkitekter, Enemærke & Petersen, Tscherning, Art-Tek, Fischer-Lightning og Fremtidens Fundament.

Næste tilbyder en full-service pakke, der dækker hele processen fra design, byggeansøgninger til opførelse, aflevering og eventuelle serviceeftersyn. Blandt kunderne er Lejerbo, Byggeri København og Trust.