Med skruefundamenter til en ny station med superladere ved Knudshoved er Fremtidens Fundament med til at sætte gang i den grønne omstilling.

Det bliver snart meget hurtigere at tanke strøm til elbilen i Knudshoved, tæt på Nyborg. Her er EON-Clever ved at opføre en ny ladestation som led i opbygningen af et nyt stort nordisk netværk. Det skal skabe elektriske korridorer, som gør det problemfrit at køre langt og CO2-besparende i eldrevne biler og lastvogne. I Danmark etableres der otte stationer, og i sommers blev stationen i Fredericia taget i brug (se foto ovenfor: Clever & COBE Architects).  Ladestationen i Knudshoved er placeret tæt på Storebælt og sat på skruefundamenter fra Krinner, hvilket har muliggjort en nem og hurtig etablering af stationen.

Strandjord med ’alt godt fra havet’
Gennem årtusinder er strandengen ved Knudshoved blevet opbygget med komplekse lag af sten, sand og grus tilsat en række forskellige organiske materialer med ’alt godt fra havet’ – tang, skaldyr, træer med mere, der er skyllet i land. Afhængigt af vandkantens skiftende placering har området været dækket af hav eller landfast.

Jordbundsforholdene er derfor meget vekslende, og der er typisk langt ned til de bærende lag. Med nedrammede pæle ville man derfor skulle pilotere dybt for at sikre bæreevnen af bygninger og anlæg.

11 meter dyb fundering
Med skruefundamenter behøver man ikke samme dybde på funderingen, og her i Knudshoved er der projekteret med Krinners KSF Proff serie V-114 X i 11,2 meters dybde for at nå gennem gytje og tørv, ned i det bærende lag af moræneler.

Under iskruning af fundamenterne var der meget store forskelle i jordlagene inden for ganske få meters afstand. Det krævede til tider stor iskruningskraft for at komme gennem de kompakte lag af sten, grus og sand

– Men vi kan tage op til 55 KN på pælene, når den negative overfladespændning medregnes.  Og vores nye skruemaskine, den superstærke og kompakte Krinner KR D 30, klarede opgaven fint, fortæller Rune Roepstorff Nissen, Fremtidens Fundament.

Grøn medvind
Krinners skruefundamenter består af 75 % genbrugsstål, og der bruges solcellestrøm til en stor del af fremstillingsprocessen på Krinners egen fabrik i Sydtyskland. Skruefundamenterne er CE mærkede efter DIN EN ISO 9010-2, varmforzinkede efter DIN EN ISO 1461 og fås i forskellige godstykkelser.

Det giver et langtidsholdbart og CO2 besparende byggeri med lav klimabelastning – det er god medvind til den grønne omstilling.